Jeg (Henning Olesen) startede klaverundervisning som 7 årig. Vi startede et tremands orkester da vi var 15 år. Vi kaldte os Olsen Banden. Vores første job, var på Egeskovskolen i Bjerringbro til en Realskolefest i 1972. Vi kunne kun spille 16 numre. Dem spillede vi 2 gange over 2 sæt. En god omgang festmusik.

1 år efter blev vi 4 i orkesteret. Så ændrede vi navn til Howdy. Vi spillede til bal i 5-6 år. Derefter opløstes vi pga arbejde. Jeg startede dog hurtigt orkesteret op igen under samme navn, men med nye medlemmer fra Viborg og omegn. Howdy stoppede i 1983. Jeg sagde mit job op i 1983 og gav mig til at ernære mig som solomand, og lidt duo.

Efter 1 års jordomrejse med familien i 1989-90, besluttede jeg mig for, aldrig mere at spille solo. Nu skulle vi være duo, og vi skulle ha` et navn. Så det blev CALIFORNIA i 1990. Jeg spillede med en guitarist fra Herning. I 1994 var Malene gæst til en fest, hvor vi spillede. Hun var oppe at synge 2 numre. Hun kom med i orkesteret allerede 2 mdr efter. NU VAR VI ET RIGTIGT BAND. Og det var rart. For når du er vant til at spille med andre, som før i tiden, er det ikke musikalsk tilfredsstillende (for mig) at spille alene. Der mangler noget. Siden er det gået derudaf.. Pga studier, børn, famile, arbejde mm for Malene, blev vi nødt til at finde andre sangerinder til aflastning. Nemlig Øzgen og Nina.

Nu har jeg levet at at spille siden 1983 som sagt. Og spillet fast med guitarist siden 1990, og med sangerinde siden 1994. Det er en fornøjelse at kunne have tid til at gå i detaljer med melodierne i øvefasen, når du ikke skal koncentrere dig om andet arbejde. Den gamle floskel som folk siger ”Ja, det må være rart at kunne leve af sin hobby”, er ikke helt dum. Jeg kunne ikke tænke mig andet. Siden vi blev trio, har jeg aldrig været træt af at skulle på arbejde. Ikke bare pga arbejdskollegerne, men også visheden om, at den vare du gir dine gæster er i orden. "Det er en rar følelse..."